Kontrast
Bethaniagade 3A, 7400 Herning
2024 - igangværende

Bag Herning Rådhus på Bethaniagade 3a står en tidligere skolebygning og pulserer. Det er her, Kulturhuset Kontrast, holder til, som er et inkluderende kulturtilbud for de unge, som tilhører subkulturen i Herning. Kulturhuset Kontrast agerer som samlingspunkt og initiativ for mange af de arrangementer og tilbud, som er tilgængelige for det unge fællesskab og resten af byen. Musik bliver fællesnævneren for mange af de unge, men for mange er kulturtilbuddet ikke et vilkårligt sted; det er her mange af de unge finder social og kulturel spejling og tilhørighed.

Fællesskabet i bygningen er dog på lånt tid. Bygningen som huser kulturtilbuddet Kontrast er dømt nedrivningstruet. En nedrivning fremfor renovering af bygningen vil efterlade de mange unge, som på nuværende tidspunkt anser stedet som deres foretrukne kulturtilbud i byen og et inkluderende mødested, uden et samlingspunkt. Ønsket om en istandsættelse af bygningen og muligheder for fremtidige sammenkomster er i risiko for at blive hjemløse.

Mere end nogensinde er det blevet nødvendigt at forholde sig til eksisterende bygningsmasse, som et modsvar på byggebranchens problematiske CO2 udledninger. Transformationsprojekter har fået en ny betydning og kan sammen med ressourcebevidste fremgangsmetoder og fagligt samarbejde indgå i en bæredygtigheds- og transformationsstrategi, som kan mindske den indlejret CO2 udledning i bygget arkitektur, som for evigt går tabt ved en endegyldig nedrivning.

At forholde sig til eksisterende bygningsmasse kræver ikke kun en isoleret opmærksomhed på bygningens materielle historier, tilstand og værdi. Ved ressourcebevidste transformationer drages der også omsorg til arkitekturens immaterielle historier og tilgodeser brugerne og deres tilknyttede historier til arkitekturen, som gør arkitekturen værdifuld.

Omdannelse med omtanke:  Hovegreb

Projektet foreslår at der ved en ressourcebevidst omdannelse af Kulturhuset Kontrast og igennem få, men nødvendige indgreb, ligger et stor potentiale for at skabe et opdateret og rigere samlingspunkt for de unge i Herning.

Bethaniagade 3a kunne blive et af de mange tilfælde, hvor udfordringen i at drage omsorg til eksisterende og hærgede bygningsmasse og dets brugere, anses som værende for omfangsrig, kompliceret og krævende. Sammen med Kulturhuset Kontrast har Studio [Kondens] udarbejdet et skitseforslag til en omdannelse og istandsættelse af bygningen i dag, som skal vise hvordan brugerne kan få størst muligt rumligt udbytte ved at beholde så meget bygningsmasse som muligt og igennem få men præcise og virkefulde arkitektoniske interventioner.

Interventionerne holder sig indenfor det rådighedsrum, som bygningen tilbyder i form af eksisterende ressourcer, materialer og dimensioner. Intentionen er at skabe bedst mulige løsninger og indgå i kompromiser med de eksisterende arkitektoniske intentioner lagt for bygningen, og tilpasse bedst muligt for de nuværende brugers fremtidige ønsker for stedet. Det vil sige at der overordnet er tale om indgreb i form af adaptioner, genetablering af eksisterende åbninger, nye åbninger og andre tilføjelser til bygningen for at højne den eksisterende arkitekturs kvalitet.

Udviklingen af bæredygtighedsstrategien og skitseforslaget for en omdannelsen af Bethaniagade 3a rejser nogle interessante og opsigtsvækkende spørgsmål til måden vi tilgår eksisterende bygningsmasse, transformationer og den større diskussion om værdi; Hvordan forholder vi os til alt det ‘grimme’ og ‘spraglede’ som allerede findes? Hvordan forholder vi os til patinaen af materialer, som endnu ikke har overskredet deres holdbarhedsdato? Kan vi arbejde med bygningens udfordringer frem for at fraskrive os dem i en fuldstændig nedrivning? Hvordan arbejder vi ikke imod men heller »med« bygningens slid som karaktérgivende elementer og som en del af den overordnet kunstneriske bearbejdning ved en omdannelse med omtanke?

Kerneprincipper for hovedgreb

1. Rum for alle & forskellig rumanvendelse

Kontrast har en bred appel blandt unge i Herning, men også blandt unge på kanten af jobmarkedet og uddannelsessystemet; en gruppe mange andre initiativer har svært ved at fange. Kontrast ønsker at skabe en platform, hvor nøglepersoner i dagtimerne kan hjælpe marginaliserede unge i den rigtige retning.

Om dagen kan stueetagen blive brugt til undervisning og workshops, mens den om aftenen bliver til spillested eller øvelokale. Første sal bliver til et folkekøkken og studie café, hvilket vil udfylde et stort behov blandt Hernings ungemiljø, og især hos byens store gruppe af internationale studerende.

2. Øget tilgængelighed

Det eksisterende gulvdæk mellem stueetagen og kælderen bliver sænket. Ved at bryde og sænke det eksisterende gulvdæk i stueetagen skabes der først og fremmest niveaufri adgang for alle og hele stueetagen får mere luft under loftet til et etableret større hovedrum til mangeartede aktiviteter som koncerter, undervisning og musikøvning.

Ved siden af baren skal der etableres en elevator, som udover den eksisterende trappeopgang (nordligt placeret i bygningen), skal give adgang til værestedet med kontor og folkekøkken på 1. sal.

3. Ar fra fortiden beklædt på en stålramme

Den videre bearbejdning af bygningens iboende patina, arkitektoniske intention og forhistorie bliver i omdannelsen gjort til en arkitektonisk detalje og bidrager til den overordnet æstetik. Dette ses som ‘ar’ fra fortiden, idet eksempelvis den gamle hovedentré bliver omdannet til et højt vinduesparti og spor af det tidligere dæk og kælder er bevaret i stueetagen.

En ny bærende minimalistisk stålramme åbner hovedrummet op og en dualitet opstår med bygningens patina, slid og ar fra omdannelsen.

foto: privat, Kontrast Herning 
Forrige
Forrige

Volume Village helhedsplan

Næste
Næste

Elstrup Mølle